Nyheder
Postej skåle.
Da kokken Bo i en af Ribes bedste og kendeste restauranter undfangede ideen at samle de bedste opskrifter i en kogebog med råvarer produceret i vadehavsregionen - så var en opskrift med leverpostej jo ikke til at komme udenom.
Jeg så for mig Bo's leverpostejer i mine skåle. Derfor udviklede jeg denne ganske enkle form, der præsenterer og understreger produktet på en naturlig og indbydende måde.
En ovnfast lertype indfarvet med Vadehavsler gravet på de alleryderste enge og vader. Der er to forskellige farveudtryk dels den glaserede indvendige side, dels den rå yderside. På et tidspunkt var jeg heldig at få en større portion ler fra Noldes museumshave i forbindelse med deres nybyggeri. Når folk hører, at skålene er lavet med "Nolde-ler", bliver kunderne ekstra glade for Vadehavs-leverpostejen. "Nolde-skålene" sælges direkte fra mit værksted.
Skålene koster kun 60,- kr
Om en udstilling og et udviklingsarbejde
Jeg fik i efteråret 2008 en invitation fra Det danske Kulturinstitut for Sydøsteuropa til at lave en udstilling med mine "tårne" og "tæske-æsker" dels i Ungarn - Budapest og Kescemet - dels i Slovakiet.
Mine overvejelser gik på, om jeg skulle bringe mine arbejder lavet her i Danmark med derned, eller om jeg skulle lave udstillingens arbejder dernede. Det er sådan, at man netop i Ungarn har et af Europas bedste udviklingscentre for keramik i byen Kecskemet. Derfor besluttede jeg at søge en invitation som "artist in residence" i en måned op til udstillingerne. Der var straks god opbakning til projektet, så i løbet af maj/juni 2009 arbejdede jeg meget intensivt dernede. Dels med at lave æsker og tårne, dels med klargøring til brændingerne. Jeg havde tænkt mig at brænde træfyret sodabrænding, men efter aftale blev det til træfyret saltglasur.
Dernede er der teknisk personale til at forestå brændingerne. Men selve definitionen af forløbet er mit personlige ansvar, så egentlig er det helt mig , men jeg har kunnet spare kroppen for utroligt hårdt arbejde. Herligt i min alder!
Vi havde en meget godt besøgt og inspirerende åbning af udstillingen med adskillige honoratiores og lokal TV og radio på besøg. Senere blev udstillingen forlænget, fordi der kom VIP besøg fra Danmark .
Det har været en god oplevelse for mig at søge nye oplevelser på nye områder.
Sten Børsting

